Men er det noget, indslaget viser, så er det, at ingen steder kradser den så dybt, som i Rusland. Festen fortæller det hele. Tykke mænd med cigarer og ure i platina, som hentet ud af en Disney-karikatur. En smuk kvinde sidder på en Honda motorcykel med små, blå lamper omkring frontlygten. Små blå lamper? Hvad er de til? De koster måske 1 øre pr. styk direkte fra den kinesiske fabrik. Og damen er lækker på samme måde som prostituerede er lækre. Hun ser heller ikke særlig glad ud, hvad prostituerede heller ikke gør når de står på gaden.
Reportagen er et eksempel på egentlig fattigdom. Dette er arvtagerne efter dem, der var smidige nok til ikke at fanges og deporteres. Dette er de konformes børn, de eftergivende, dem der aldrig hævede sin stemme i nogen retning. Rusland producerede større rigdom i begyndelsen af sin undertrykkelse, da der stadig var talenter tilbage. De mest hårdføre af dem overlevede. Men de efterlod ikke mange af sin type til de kommende slægter. Den menneskeart der overlever Kommunismen kan kunsten at gøre det forventede, leve op til clichéerne. Det er dårernes samfund, det nødvendige produkt af al autoritær ideologi.
"Russere vader i rigdom", skriver JyllandsPosten. Hvilken rigdom er der tale om? Store ure, der koster ti øre at kopiere i Kina? Damer der keder sig på en Honda, og græmmes ved tanken om, at manden som køn er bukket under i Rusland? Hvad der i hvert fald forklarer, at landet er ved at halveres rent befolkningsmæssigt, med en fødselsrate på omkring 1.1.
JyllandsPosten lever i 1982. Russerne er færdige. Ure er billige, kulsyre i billig hvidvin er endnu billigere, motorcykler på udlån og piger til leje - dette er et konkursbo, ikke en fest. Det er døden selv der holder after-party.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar